Spring til indhold
Fri fragt på alle ordrer over 399.- 🚚 ❤️
Fri fragt på alle ordrer over 399.- 🚚 ❤️
Fri fragt på alle ordrer over 399.- 🚚 ❤️
2. trimesterscanning (misdannelsesscanning) - en frivillig scanning midtvejs i graviditeten 2. trimesterscanning (misdannelsesscanning) - en frivillig scanning midtvejs i graviditeten

2. trimesterscanning (misdannelsesscanning) - en frivillig scanning midtvejs i graviditeten

Når du kommer til uge 19-21 i din graviditet, vil du blive tilbudt en 2. trimesterscanning, som for nogle bedre er kendt som misdannelsesscanning. Hvornår indkaldelsen præcist sker, afhænger af din region og fødested. Denne scanning er en grundig undersøgelse af din baby, hvor sundhedspersonalet tjekker barnets udvikling og organer. Det er dog helt frivilligt, om du ønsker at tage imod tilbuddet, og her er det vigtigt at huske på, at det er din krop og dit valg. Til misdannelsesscanningen, kan man bl.a. få bekræftet en endelig terminsdato (som jo altså ikke er en garanti for, at du føder netop den dag!), men som for mange kan bruges til at udregne en barselsplan og planlægge jordemoderbesøg. Til denne scanning vil man også undersøge moderkagens placering, fordi en moderkage der ligger foran livmodermunden, kan have betydning for din fødsel. For langt de fleste, rykker moderkagen sig dog væk fra livmodermunden i løbet af graviditeten, så der er ingen grund til bekymring endnu. Det sidste punkt der bliver tjekket til 2. trimesterscanningen, og som faktisk er grunden til, at man tidligere kaldte denne scanning for “misdannelsesscanningen” (som mange stadig omtaler den) er, at man ser efter om babyen har nogle misdannelser. Det kan bl.a. være tegn på alvorlige tilstande som rygmarvsbrok eller manglende organer. Nogle misdannelser er tydelige, mens andre, som visse hjertesygdomme, kan være sværere at opdage.

Fuldstændig som med fostervandsprøven og moderkageprøven, er det vigtigt at huske, at man med 2. trimesterscanningen ikke kan garantere, at man føder et fuldstændig raskt barn. Scanningen kan dog give en god indikation af, om alt ser normalt ud, og hvis der - mod forventning - opdages en alvorlig misdannelse, kan det være en fordel at vide det på forhånd, da nogle børn har brug for behandling lige efter fødslen. I sjældne tilfælde kan en misdannelsesscanning afsløre alvorlige tilstande, og her må man med kærlig og kyndig vejledning overveje, om graviditeten skal fortsætte eller man ønsker abort. Det er et vilkår man skal være klar over og en vurdering man skal gøre sig, når man beslutter om man siger ja eller nej til tilbuddet om en 2. trimesterscanning. 

Prøv så vidt muligt, ikke at bruge for meget krudt på, at være nervøs og bange for misdannelsesscanningen, da den, heldigvis, for langt de fleste er en stor og rørende oplevelse, som markerer en vild milepæl i graviditeten, nemlig at man er halvvejs til at møde sin lille baby. For mange forældre er denne scanning også en helt særlig oplevelse, fordi det ofte er muligt at se, hvilket køn barnet er. Hvis I ønsker at kende kønnet, kan I på en sød måde bede scanningsjordemoderen om at kigge efter det - og omvendt, hvis I ikke ønsker at vide kønnet, kan det måske være en god ide lige at nævne det. 

Forfatter

Cana Buttenschøn

Cana Buttenschøn er uddannet jordemoder i 2009, og har skrevet adskillige bestseller bøger om graviditet, fødsel og livet som nybagt mor. Cana er desuden - som navnet indikerer - kvinden bag Cana Care.

Kurv

Din kurv er i øjeblikket tom.

Start indkøb

Vælg muligheder