Flere gravide fortæller, at enten de selv eller deres partner kunne mærke på brysterne, at graviditeten var i gang, længe inden graviditetstesten viste positiv. Brystforandringer i graviditeten er nemlig en naturlig del af kroppens forberedelser, og især ømme bryster, der gør ondt eller måske klør, kan være blandt de allerførste tegn på graviditet. For nogen – det er nemlig også helt normalt at være gravid uden ømme bryster.
Hvornår får man ømme bryster som gravid?
Langt de fleste gravide mærker ændringer i brysterne på et tidspunkt, enten som ømhed, øget størrelse, ændret form eller udseende. Ømme bryster opstår typisk tidligt i graviditeten, da kroppen hurtigt begynder at tilpasse sig den voksende babys behov. Kirtelvævet, som producerer og transporterer mælk, begynder at udvikle sig, hvilket gradvist gør brysterne større under hele graviditeten. Selvom mange tror, at det er fedtvævet, der vokser, er det faktisk primært kirtelvævet, der øges.
Gravid og ømme bryster – hvad kan du gøre?
Som gravid vil du måske glæde dig over de større bryster, men det er ikke altid en forandring uden gener. Ømme bryster, især brystvorterne, kan være meget følsomme. Selv små ting, som brusestrålen i badet, kan pludselig føles smertefuldt. En blid massage med en plejende bodyolie som vores Embrace kan være med til at lindre ubehaget og blødgøre huden på brysterne, når de føles spændte og ømme.
Hvorfor klør bryster under graviditeten?
Ud over ømme bryster kan hormonelle ændringer føre til, at huden på dine bryster klør, og du kan opleve øget pigmentering omkring brystvorterne. Det brune område omkring brystvorterne bliver ofte mørkere, og blodårerne mere tydelige, fordi blodtilførslen øges til brystområdet. Brug eventuelt en mild og fugtgivende creme eller olie for at mindske kløen og ubehaget.
Gravid med større bryster og lækage af råmælk
Du kan også opleve, at du allerede under graviditeten lækker mælk, kaldet råmælk. Dette er helt normalt og en naturlig del af kroppens forberedelse til amning. Hvis du oplever, at det generer dig, kan ammeindlæg være en god hjælp til at give ekstra komfort og tryghed i hverdagen.
Brystforandringer under graviditeten er midlertidige
Selvom brystforandringerne både kan være spændende og udfordrende, er det vigtigt at huske på, at din krop forbereder sig på at give din baby den bedste start på livet. Langt de fleste af disse forandringer vil være midlertidige. Hvis du oplever ubehag, så husk at være god ved dig selv, lyt til kroppens signaler, og giv dig selv plads til at tage det roligt.