Spring til indhold
Fem råd til at forberede sig på fødsel Fem råd til at forberede sig på fødsel

Fem råd til at forberede sig på fødsel

Ikke sjældent bliver jeg bedt om at give mit allerbedste råd til fødslen. En opgave der for en jordemoder svarer til at bede en skuespiller om at komme med et råd til bedste ansigtsmimik; det er tilnærmelsesvist umuligt at begrænse sig til bare ét råd.

Der findes ikke ét godt råd til at forberede sig på fødslen, men mange - og jeg har her samlet fem af de vigtigste.

Alle fødsler er forskellige og der findes ingen garantier for hvordan en fødsel forløber. Ingen kan vide det på forhånd og det faktum at man har født før, betyder ikke at man ved hvordan fødslen kommer til at forløbe næste gang. Alligevel kan man langt hen ad vejen godt planlægge og forberede sig på sin fødsel.
Mange gravide stiller spørgsmålet: “Hvordan forbereder jeg mig til fødsel?” – og svaret er sjældent simpelt. Men med en god portion viden, realistiske forventninger og nogle konkrete tips til at gå i fødsel, kommer man langt.

Gå til fødselsforberedelse

Det er min erfaring, at kvinder som har deltaget i fødselsforberedende undervisning, ofte mestrer smertehåndteringen og fødslens forløb bedre, end kvinder som ikke har deltaget i fødselsforberedelse. Der findes et hav af forskellige former og det handler primært om at finde dét der virker for dig. Mærk efter og find ud af om det skal være åndeligt og spirituelt, kropsligt eller faktabaseret - eller måske en mellemting.
Særligt for førstegangsfødende kan fødselsforberedelse første gang gøre en kæmpe forskel i forhold til tryghed, tillid og forståelse for kroppens arbejde. Og selv hvis man ikke føler sig som typen til kurser eller holdundervisning, er det stadig muligt at opsøge gode råd om fødslen i andre former – f.eks. bøger, lydfiler eller samtaler med jordemoderen.

Lær fødslens faser at kende

Mange, mange kvinder bliver sendt slukørede, trætte og forpinte hjem fra hospitalerne, fordi de ikke er "langt nok i fødsel" til at blive indlagt på fødeafdelingen. Dette skaber stor frustration og er ingenlunde gavnligt for vearbejdet. Derfor kan det være en god idé at sætte sig ind i hvad der typisk sker i fødslens fire faser, for at kunne fornemme, hvornår det er på tide at ringe til fødeafdelingen.
En del af forberedelse til fødsel handler netop om at kunne skelne mellem de tidlige tegn og det aktive forløb. Det giver en bedre oplevelse – og færre unødvendige ture frem og tilbage.

Vær positiv

Selvom det gør ondt at føde, så er en fødsel en positiv livsomvæltning, som bringer verdens største kærlighed med sig. Omfavn veerne og brug dem som den arbejdskraft de er. Arbejd sammen med veerne og mærk hvordan de hjælper dig med at komme nærmere på at få din baby i armene. Des mere positiv du formår at være, des bedre kan veerne arbejde.
Det kan lyde banalt, men netop det at betragte fødslen som noget du arbejder med, frem for imod, gør ofte en stor forskel i praksis. Det er også noget af det, vi fremhæver i mange råd til gravide før fødsel – nemlig betydningen af indstilling og tryghed.

Slap af

Som en direkte ledsager til at være positiv, er det vigtigt at (forsøge at) slappe af under fødslen. Både under veerne og i vepauserne. Sov i mellem veerne, hvis du kan og forsøg at slappe af i kroppen, når veerne kommer. Tænk på at slappe af i dine hænder og din pande; hvis du gør det, vil du oftest slappe af i resten af kroppen.
Det lyder måske simpelt, men netop ro og afspænding er afgørende – både fysisk og mentalt – når man nærmer sig fødslen.

Sluk lyset

I de tilfælde hvor det er muligt, så forsøg at opholde dig i dæmpet belysning. Under veerne vil det hjælpe dig til at slappe bedre af og eventuelt hvile dig, hvis du har været igang længe, ligesom studier viser, at der frigives mere oxytocin, som er dét hormon der fremkalder veerne, i dunkle omgivelser end i lyse.
Som en bonus til det slukkede lys: Når barnet fødes, ser det lys for første gang og des mindre lys, des mere skånsomt for barnet. Tænk selv på hvordan det er, når nogen tænder et skarpt lys, hvis du vågner om natten – din baby har ligget ni måneder i mørke og kommer pludselig ud i (dags)lys. Det må skære i øjnene og det er min personlige erfaring, at babyer der fødes i tusmørke er mere rolige, end babyer der fødes i lysfest; hvorvidt det forholder sig sådan i virkeligheden, kan jeg selvfølgelig kun gisne om, men tesen er ret fin, synes jeg.

Hvad skal man have med til fødsel?

Mange gravide spørger også helt praktisk, hvad man skal have med til fødsel. Det er en god idé at pakke tasken i god tid og inkludere både nødvendigheder og det, der giver dig tryghed. Et par varme sokker, en vandflaske med sugerør og noget at lytte til kan være mere værdifuldt end man tror.
Husk også at få pakket dokumenter, evt. snacks og skiftetøj – små ting, der kan gøre en stor forskel midt i det hele.

Der findes ikke én rigtig måde at forberede sig på fødsel, men der findes mange små ting, man kan gøre for at stå stærkere. Jo mere viden og ro du kan tage med dig ind i forløbet, jo bedre forudsætninger har du for at møde det, der kommer. Fødslen er en individuel oplevelse – men med de rette tips til at gå i fødsel og en realistisk tilgang, er det muligt at gå ind i den med både styrke og tillid.

Forfatter

Cana Buttenschøn

Cana er uddannet jordemoder i 2009, og har skrevet adskillige bestseller bøger om graviditet, fødsel og livet som nybagt mor. Cana er desuden - som navnet indikerer - kvinden bag Cana Care.

Kurv

Din kurv er i øjeblikket tom.

Start indkøb

Vælg muligheder